Inviolata (after Lusitano)

Inviolata – en tredobbelt hyldest i musik

Inviolata er en hyldest bygget op i lag – en moderne refleksion over to tidligere mesterværker, der hver især har sat deres præg på musikhistorien. Først finder vi den berømte femstemmige motet af Josquin des Prez (ca. 1450–1521), skrevet omkring 1519 og baseret på den gregorianske melodi Inviolata, integra et casta es Maria. Josquin benytter sig af dobbelte kanonsatser i kvinten og udviser en teknisk kunnen, der føles let og naturlig i hans hænder.

Næsten en generation senere tog den portugisiske komponist Vicente Lusitano (ca. 1520–1561), som i dag anerkendes som en af de første komponister af afrikansk afstamning i europæisk musikhistorie, udfordringen op. Han udvidede Josquins oprindelige idé til en otte-stemmig sats og beholdt den dobbelte kanon – et modigt og musikalsk komplekst værk, som moderne musikere og ensembler som Rory McCleery og The Marian Consort nu bringer tilbage i lyset.

Roderick Williams’ egen version tilføjer et tredje lag i denne musikalske kæde. I stedet for blot at efterligne de gamle teknikker, valgte han at bygge bro til nutiden gennem moderne harmonik, stemningsskift og bevidste afvigelser fra renæssancens strenge regler. Inspireret af sin bror, ekspert i middelalder- og renæssancemusik, vendte han tilbage til selve udgangspunktet – den oprindelige gregorianske melodi – og lod sit værk udforske overgangen fra enstemmig sang til flerstemmighed, en slags musikalsk historiefortælling i miniature.

Værket blev første gang opført som en lydinstallation, hvor hver stemme i konsortet blev optaget separat og afspillet gennem individuelle højttalere i et tomt rum. Publikum kunne frit bevæge sig blandt stemmerne, høre enkelte linjer tæt på, som hvisket i øret, eller opleve hele lydbilledet som én samlet enhed. På den måde blev rummets klang og stillhed en integreret del af værket.

Ved at blande latin og engelsk formidler Williams både det spirituelle og det menneskelige i den marianske tekst – og selvom vi aldrig vil vide, hvad Josquin eller Lusitano ville mene om denne moderne tilføjelse, lever deres arv videre i dette nutidige svar på en evig hyldest.