De fleste oboer er fremstillet af forskellige træsorter, almindeligvis af grenadille, men også andre sorter af dalbergia-træer anvendes til fremstillingen. Visse oboer er dog fremstillet af plastic (syntetisk harpiks).

Oboen er et dobbelt-bladet musikinstrument fra træblæserfamilien. Det engelske ord ”oboe” kommer fra den italienske oversættelse af ordet ”hautbois”; navnet på instrumentet i fransk (bogstavelig betydning: ”højt træ”). Det italienske navn blev brugt under pseudonymet ”hautboy” eller ”hoboy” i det 18. århundrede. En musiker, der spiller obo, hedder en oboist. Forsigtig intonation med lufttrykket tillader spilleren at udtrykke sig indenfor en stor rækkevidde.

I modsætning til andre moderne træblæserinstrumenter, har oboen en meget klar og lidt spids tone. Dens unikke gennemtrængende træ gør det muligt at spille højere end andre instrumenter i store sammenhænge, hvilket gør det nemt at stemme den. Orkestrer stemmer ofte mens de lytter til en obo, der spiller koncert-A’et. Intonation på oboen foregår ved at skifte position på bladet i instrumentet, eller ved permanent at fjerne metalspændet om bladet. Små intonationer kan også gøres ved at ændre med ambrosuren. Oboen stemmer i C.

• Blade
• Kasser og tasker
• Mikrofoner
• Kasse til blade
• Stativ

• Classisk
• Traditional og folke musik
• Jazz
• Film musik

• Francesco Barsanti (1690-1772)
• Sante Aguilar (c.1734-1808)
• Wilhelm Braun (1796-1867)
• Henri de Busscher (1880-1975)
• Alexander Wunderer (1877-1955)

• Wolfgang Amadeus Mozart, Oboe Concerto in C major, Quartet in F major
• Antonio Vivaldi, Oboe Concerti
• Carl Nielsen, Two Fantasy Pieces for Oboe and Piano
• Igor Stravinsky, Pastorale (transcribed in 1933 for Violin and Wind Quartet)

Oboen blev videreudviklet i det 19. århundrede af Triebertfamilien fra Paris. De brugte den bohemske fløjte som inspiration. William Triebert (Guillaume Triebert) og hans sønner, Charles & Frederic, udviklede en række voksende komplekse funktionelle systemer. En variant, der havde store huller, den bohemske obo, blev ikke normalt brugt, selvom den blev brugt i nogle militærorkestre i Europa i det 20. århundrede. F. Lorée fra Paris udførte yderligere udviklinger til det moderne instrument. Mindre forbedringer til røret og klapperne er løbende blevet tilføjet op gennem det 20. århundrede, men der har ikke været en grundlæggende forandring til de generelle karakteristika af instrumentet. I symfoniorkestret spiller den de øvre stemmer, oboen spiller også tit soloer eller har dominerende roller i orkestersammenhæng. Oboen er karakteriseret ved: Den er medlem af træblæserfamilien, man bruger luft til at spille på den, det er et blæseinstrument. Dens spillerækkevidde rækker over ca. 2 oktaver.

En moderne obo med ”fuldt konservatorium”-klapsystem tæller 45 stykker med mulige tilføjelser med den tredje oktavklap og en alternativ f-klap. Klapperne er som regel lavet af sølv blandet med nikkel og er belagt med sølv eller guld. Udover konservatoriesystemet bliver oboer også produceret med det engelske tommelfingersystem, også kaldet det automatiske oktavsystem. Nogle konservatorieoboer har åbne huller, og de fleste professionelle modeller har et åbent hul ved højre hånds tredje klap.

• F Obo
• Sopranino Obo
• Alt Obo
• Bas obo
• Kontrabas obo

• Fagot